Rold Skov Gruppe

Hytteweekend d. 11 - 12. februar 2022

Sidste år måtte vi undvære vores årlige hytteweekend på grund af coronanedlukningen, men i år vendte vi stærkt tilbage. Fredag aften blev vi mødt af en flok spændte spejdere med oppakning på ryggen. Ulvene gik fluks i gang med et refleksløb, så de senere kunne sove tungt hele natten. Stiindere og spejdere fik til opgave at bygge en bivuak i bålhytten, hvor de skulle overnatte i minusgrader. Sejt gået!

Lørdag morgen efter morgenmad og flagparade havde alle grenlederne planlagt et spændende og tætpakket program. Ulvene skulle lave deres eget salt over bål, så de senere kunne servere popcorn med hjemmelavet salt for deres forældre og søskende. Det viste sig, at det er en større opgave for ulvene at holde gang i bålet over længere tid, Godt at ulveflokken så kan hjælpe hinanden, så der også kunne blive tid til leg på plænen foran hytten i det kolde vejr.

For stifinderstammen stod den på indianerudsmykning, som skal bruges til oprykninger og på Stifinderturneringen til maj. Alle skulle lave et pandebånd i læder og male det i stammens farver. Lidt af en opgave, der trak ud, men det var det hele værd, for pandebåndene blev vildt flotte, og stifinderne glæder sig til at tage dem i brug. 

Selvom der er længe til spejdernes turnering, der afholdes i efterårsferien, stod lørdag formiddag på lidt forberedelser. Det kolde vejr indbød mest til at sidde indenfor og kaste sig over splejsninger. Målet er at slå deres eget besnøringstov, som de kan bruge, når lejerpladsen skal etableres på sommerlejren og LPT. Der blev da også slået nogle tove, men der er lidt vej endnu, før alle besnøringer er lavet af hjemmeslået tov. 

Efter frokost vrimlede forældre og søskende frem på spejdergrunden, og efter kaffe og lækker, medbragt kage blev alle uddelt i patruljer og sendt afsted på et opgaveløb i skoven. På posterne skulle patruljerne løse opgaver med dyrespor, knob, verdenshjørner, flag og tænde bål på tid. Mon ikke spejderne fik vist deres forældre, hvordan de skulle løses, for det er jo blandt andet sådan nogle opgaver, vi arbejder med på de ugentlige møder. 

Ovenpå den lange gåtur i skoven, skulle de frosne fingre og tær varmes foran pejsen i hytten eller bålet i bålhytten, mens aftens menu blev tilberedt. Traditionen tro skulle culottestegen laves over bål, og hvis ikke sulten havde meldt sin ankomst på opgaveløbet, så gjorde den det sandlig, da hele hytten begyndte at dufte af lækker mad. 

Mange tak for en spændende weekend, og tak for lån af børn. Vi glæder os allerede til næste år. 

DEL PÅ: